AAL: Historisk rekord

September måned 2016 er den hidtil bedste måned i Aalborg Lufthavns 78-årige historie.

For første gang nogensinde rejste mere end 150.000 passagerer til og fra den nordjyske lufthavn. Med 150.307 rejsende i september 2016 mod 146.791 i 2015 er det en fremgang på 2,4 procent, skriver Aalborg Lufthavn på sin hjemmeside.

September er ifølge lufthavnen kendetegnet ved, at erhvervslivets rejseaktivitet er på fuld højde efter sommerferiens afslutning. Samtidig er september en af charterbranchens største måneder.

Massiv fremgang i både indenrigs- og chartertrafikken

Chartertrafikken er gået frem med hele 14,0 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 30.779 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i september 2016 i forhold til 26.994 i samme periode i 2015.

Søren Svendsen, direktør Aalborg Lufthavn
Søren Svendsen, direktør Aalborg Lufthavn

– ‘Aalborg Lufthavn har de seneste år opnået en markant position som eftertragtet charterlufthavn, bl.a. takket være selskaber som TUI, SunCharter og Bravo Tours. De har set markedspotentialet her hos os. Samtidigt har de formået at forny deres koncepter, så de rammer bredere. Dermed har de udvidet deres kundekreds – senest eksemplificeret ved et øget fokus på ’flight only’. Charterbureauernes markedstilpasning krydret med vores stærke konkurrenceparameter i form af gratis parkering er et perfekt match’, siger direktør Søren Svendsen på aal.dk

Fuld fart på indenrigstrafikken

Indenrigstrafikken viser en fremgang på 7,8 procent i september 2016 i forhold til samme måned sidste år. I september 2016 fløj der således 84.777 passagerer til og fra København mod 78.613 i september 2015.

Tilbagegang i udenrigstrafikken

I udenrigstrafikken ses en tilbagegang på 15,6 procent. 34.751 passagerer fløj direkte fra Aalborg Lufthavn til udlandet i september 2016 i forhold til samme måned sidste år, hvor dette tal var på 41.184 passagerer, skriver Aalborg Lufthavn.

Med mindre der offentliggøres nye udenrigsruter må der forventes yderligere fald. Turkish Airlines stopper midlertidigt ruten til Istanbul dette efterår.