Jeg ved ikke, om jeg er blevet ændret for altid. Måske stod jeg ikke tæt nok ved foden af Olympos. Men jeg har set det.
Bjerget, som min lærer i oldtidskundskab talte om med en begejstring, der næsten fik guderne til at føles virkelige. Heroppe, tænkte jeg, sad Zeus og vejede menneskers skæbner, mens Poseidon sendte storme mod en stædig Odysseus – nogle gange af vrede, andre gange næsten som en prøve.
Skyerne gled hen over tinderne, som om de stadig skjulte noget. Ikke nødvendigvis guder, men spor af fortællinger, der nægter at dø. Og der stod jeg, et helt almindeligt menneske, og forstod pludselig min lærers begejstring. For selv hvis guderne er væk, så er følelsen der endnu – som en hvisken fra Olympen.